Vi ses i morgen

Bogen  handler om Eva Jørgensen, der møder sit livs kærlighed.

De bliver gift, hun er gravid og kort tid efter får han konstateret ALS, en uhelbredelig sygdom , som han under alskens pinsler dør af.

Hendes elskede dør da deres barn bliver ca. 10 mdr.

Hun skriver fantastisk, man græder med hende, det er et forfærdeligt liv for dem alle.

               

Hun skriver bog nr. 2 om tiden efter, om hvordan hun skal komme videre og om andres syn på hende.

Måske mere om hvad hun tror de tænker. Hun klarer det fantastisk og jeg tror vi er mange der kan lære af det.

Hun er en fantastisk pige med masser af følelser for andre og ben i næsen.

 Må det gå hende og deres lille dreng det godt i fremtiden.

Signe

Forfatter: Lars Johansson, 2006

Signe og Felix mødes i Silkeborg i sommeren 1942, hun er syerske, han tysk soldat. De forelsker sig hovedkuls i hinanden, og til trods for at begge er gift indleder de uden tøven et forhold.

Efter halvandet års samliv bliver Felix sendt tilbage til sin kone og 3 børn. Han skal gøre tjeneste på en våbenfabrik i nærheden af Prag. Signe er blevet skilt, og arbejder i den lange ventetid for en tysk tandlæge tilknyttet værnemagten. I begyndelsen af 1945 begiver hun sig ud på den lange rejse gennem et sønderbombet Tyskland for at slutte sig til Felix, som nu er blevet alene med børnene.

Vi følger parret gennem slutningen af krigen og de efterfølgende års umenneskelige kamp for tilværelsen. Mere vil jeg ikke røbe om handlingen!

Romanen er fiktion, men bygger på en sand historie, og er forfatterens romandebut. Den er absolut velskrevet, og jeg er overbevist om at der ligger et stort researcharbejde til grund for romanens meget præcise beskrivelser af steder, byer og selve krigssituationen. Alligevel skulle jeg langt ind i den murstenstykke (593 sider) bog, før jeg begyndte at forlige mig med hovedpersonen, Signe, som på mig ikke virker helt 'ægte' og nok en hel del forud for sin tid.

Til gengæld er handlingsforløbet velgennemtænkt, og mod slutningen direkte spændende, og bogen er bestemt anbefalelsesværdig. Husk blot at lade være med at "snydelæse" epilogen...

Et glas mælk, tak!

Forfatter: Herbjørg Wassmo


Dorte er 15 år og lever et ydmygt og udsigtsløst liv sammen med sin mor og søster i Littauen, da hun af andre unge lokkes med til Sverige for at arbejde. Vi følger den lidt naive og uvidende pige gennem en umenneskelig hård kamp for livet, og slipper hende først to år senere da hun - tilsyneladende - reddes på målstregen.

Herbjørg Wassmo har angiveligt bygget sin roman på autentiske beretninger om nutidig, hvid slavehandel i Sverige og Norge, men historien er til tider så ufatteligt barsk at den er tæt på at virke utroværdig. Portrættet af den unge pige og hendes udvikling er dog så fint tegnet, så jeg endnu - længe efter at bogen er sat tilbage på reolen - kan tage mig selv i at tænke på, hvordan det sidenhen er gået hende.

Forfatteren har, som det nok er kendetegnende for hende, ladet slutningen stå åben og overladt det til læseren at afgøre, hvordan hovedpersonen bedst kan hjælpes videre i livet. Hun har også skabt en nødvendig debat om en side af vores samfund, som de færreste nok har fantasi til overhovedet at fatte kan være virkelighed.

Læsestalling (og dog...)

Ja, jeg er jo blevet inviteret til denne blog og tænker derfor, at jeg hellere må deltage en smule.

Min læsning stormer ikke ligefrem derudaf pt. Jeg har i sommerferien læst en gammel traver af Leif Davidsen 'Den sidste spion' og Helen Simonsons 'Major Pettigrew's last stand'. To utrolig forskellige bøger men med hver deres charme.

'Den sidste spion' skulle først trækkes op i omdrejninger, inden den rigtig fængede min opmærksomhed, men da først der gik hul på bylden, var det faktisk en rigtig god og spændende roman om koldkrigsspioner. Den spinder en masse tråde, som til at starte med er utrolig svære at få til at hænge sammen, men efterhånden får man pludselig overblik og kan gennemskue nogle ting.

'Major Pettigrew's last stand' er en utrolig dejlig og livsbekræftende historie om kærlighed på tværs af kulturer og fordomme. Den er også lidt lang i optrækket, men er en elskelig og fantastisk bog, som kun kan anbefales til folk med mod på livet. Dejlig, dejlig bog hvor man ikke kan lade være med at smile, mens man læser den.

Inden sommerferien læste jeg en del tekster af Cecilie Eken, der er børne- og ungdomsbogsforfatter. Hun skriver nogle skønne og fantastiske tekster - i ordets bogstavligste forstand - eksempelvis 'Terra', 'Kong Hvidstens Krone', 'Sølvblomst', 'Mørkebarnet', 'Det levende sværd' og mange, mange flere. Har man børn i alderen 11-12 år, er hendes fortællinger yderst velegnede.

Lige for tiden læser jeg 'The Clan of the Cave Bear' af Jean M. Auel - gammel, gammel traver også, som jeg ikke desto mindre aldrig har fået læst... Nu har jeg taget tyren ved hornene, og så må vi se, om jeg får tygget mig igennem et par stykker af dem. Jeg har naturligvis valgt dem på engelsk... hmmm.

Tjaaa, det er vel mit læseliv i korte træk de sidste par måneder.

Skal jeg kort ridse op nogle bøger, som jeg synes har været gode/spændende/hyggelige etc. må det være: Ken Follett 'Jordens Søjler' & 'Uendelige Verden', Jussi Adler-Olsen 'Kvinden i buret', 'Flaskepost fra P' & 'Fasandræberne', Jo Nesbø 'Flagermusmanden' & 'Marekors', Ildefonso Falcones 'Havets katedral', Jan Guillous Arn-serie, Herbjørg Wassmos Tora-trilogi... osv. osv. osv.